Vildtgryde med krondyr, bacon og rodfrugter

Der er noget særligt hyggeligt ved en gryde, der får lov til at stå længe i ovnen, mens duften langsomt breder sig i køkkenet. Denne vildtgryde med krondyr er fyldt med mørt kød, sprød bacon, svampe, perleløg og grove stykker rodfrugter. Det hele simrer i en cremet sauce med vin, fond, timian og enebær, som passer rigtig godt til den karakteristiske smag af vildt.
Opskriften kræver ikke meget arbejde, men den har godt af tid. Krondyr bliver først brunet grundigt i baconfedtet, inden grøntsager og svampe kommer i gryden. Den gode bruning er med til at give saucen masser af smag, så det kan godt betale sig at brune kødet ad flere omgange frem for at fylde hele gryden på én gang.
En cremet vildtgryde med masser af smag
Til min vildtgryde med krondyr bruger jeg både fløde og fond. Det giver en blød og fyldig sauce, uden at den bliver for tung. Hvidvin tilfører lidt syre og friskhed, men du kan sagtens erstatte den med rødvin eller en mørk øl. Det vil give gryden en lidt dybere og kraftigere smag.
Enebær og timian er klassiske krydderier til vildt, og her får de selskab af laurbærblade og lidt tomatpuré. Til sidst smages saucen til med brombærmarmelade eller ribsgele. Den lille smule sødme passer virkelig godt til krondyret og den salte bacon. Smag eventuelt også til med en smule eddike, hvis saucen mangler syre.
Lang tid i ovnen giver mørt krondyr
Når alle ingredienserne er samlet i gryden, passer retten stort set sig selv. Denne vildtgryde med krondyr får cirka halvanden time i ovnen ved lav varme. Her bliver kødet mørt, mens smagene fra bacon, grøntsager, svampe og krydderurter samler sig.
Når gryden kommer ud af ovnen, kan saucen koges lidt ind på komfuret. På den måde bestemmer du selv, hvor tyk og cremet den skal være. Husk at smage til til sidst, da både fond, bacon og perleløg kan bidrage med en del salt.
Hvad serverer man til vildtgryde?
Kartoffelmos er næsten altid mit førstevalg til en vildtgryde med krondyr. Den bløde mos er god til at samle den cremede sauce op og gør retten ekstra hyggelig på en kølig efterårs- eller vinterdag. Du kan også servere gryden med kogte kartofler, ovnbagte kartofler eller et godt stykke brød.
Drys gerne lidt frisk persille eller timian over lige inden servering. Det giver lidt friskhed til den varme og fyldige ret. Og skulle der være rester, smager gryden mindst lige så godt dagen efter, når den har fået lov til at trække endnu mere smag.

Vildtgryde med krondyr
Ingredienser
- 150 gram bacon i tern
- 500 gram krondyr fx klump eller tyksteg
- 1 stort løg
- 2 gulerødder
- 2 pastinakker
- 200 gram champignon eller andre svampe
- 2 fed hvidløg
- 6 enebær let knuste
- 4-5 kviste timian
- 2 laurbærblade
- 1 spsk tomatpuré
- 2,5 dl tør hvidvin alternativt rødvin eller mørk øl
- 5 dl oksefond eller vildtfond
- 200 gram syltede perleløg
- 2 dl piskefløde
- 1-2 tsk brombærmarmelade eller ribsgele
- Salt, peber og eddike til tilsmagning
- Evt. lidt persille til topping.
Sådan gør du
- Kom baconen i en stor, ovnfast gryde og steg det ved middel varme, til det er gyldent og har afgivet noget af fedtet. Tag baconen op og læg den til side.
- Skær krondyret i grove tern, dup kødet tørt og krydr med salt og peber.
- Skru op for varmen og brun krondyret grundigt i baconfedtet ad et par omgange. Tilsæt eventuelt lidt olie eller smør, hvis gryden bliver for tør. Tag kødet op og læg det sammen med baconen.
- Skær løg, gulerødder og pastinakker i grove stykker. Skær svampene i kvarte.
- Kom svampene i gryden og steg dem godt af, til de tager farve. Tilsæt løg, gulerødder og pastinakker, og steg det hele videre i 4-5 minutter.
- Tilsæt finthakket hvidløg, knuste enebær, timian, laurbærblade og tomatpuré. Steg i cirka 1 minut.
- Hæld hvidvinen på, skrab bunden af gryden fri for stegerester, og lad vinen koge ind i 3-4 minutter.
- Kom krondyr og bacon tilbage i gryden og tilsæt perleløg. Tilsæt fond og fløde og rør godt rundt. Væsken skal gerne dække kødet.
- Læg låg på gryden og sæt den i ovnen ved 160 grader varmluft i cirka 1½ time, eller til kødet er helt mørt.
- Tag gryden ud og sæt den tilbage på komfuret. Lad den simre uden låg, indtil sovsen koger ind til en passende tykkelse.
- Smag til med salt, peber, brombærmarmelade og evt. lidt eddike. Fjern timiankviste og laurbærblade inden servering.
- Server gerne med kartoffelmos og lidt frisk timian eller persille på toppen.