Bagværk

Tærte med mirabeller – nem mirabelle tarte tatin

Tærte med mirabeller – nem mirabelle tarte tatin

Denne tærte med mirabeller er min sensommerversion af den klassiske franske tarte tatin. I stedet for æbler bruger jeg friske mirabeller, der bliver lagt direkte i en gylden karamel og dækket med butterdej. Når tærten er bagt, vendes den ud på et fad, så de bløde, karamelliserede mirabeller kommer øverst.

Det er sådan en dessert, der ser ud af mere, end den egentlig kræver. Især når man bruger en rulle færdig butterdej.

Mirabeller har fulgt mig, siden jeg var barn. På gården, hvor jeg voksede op, stod træerne langs vores grusvej, og jeg husker dem nærmest som en fast del af sensommerlandskabet. Derfor var det lidt sjovt, at et af de første træer, vi opdagede ved vores nye hus, netop var et mirabelletræ. Nu kan jeg plukke frugterne lige uden for hoveddøren, og det føles stadig lidt hyggeligt hver eneste sommer.

Nem tarte tatin med mirabeller

Det gode ved en tærte med mirabeller er kombinationen af den søde karamel og frugtens naturlige syrlighed. Mirabellerne bliver bløde i ovnen, mens butterdejen bliver sprød og gylden.

Jeg vender de halverede mirabeller med lidt citron og vaniljesukker, inden de kommer i panden. En lille håndfuld gemmer jeg til serveringen. De friske mirabeller giver et syrligt og saftigt modspil til den lune tærte og den søde karamel.

Tærten smager bedst, mens den stadig er lun. Server den gerne med en kugle vaniljeis, der langsomt smelter ned over frugten, eller med en skefuld creme fraiche, hvis du foretrækker noget lidt friskere.

Det vigtigste øjeblik er selvfølgelig, når tærten skal vendes. Lad den stå omkring fem minutter efter bagning, læg en stor tallerken over panden og vend den i én rolig bevægelse.

Tre gode måder at bruge mirabeller på

Hvis dit mirabelletræ giver mere frugt, end der kan være i én tærte, kan resten nemt bruges. Lav for eksempel min mirabellesaft med citron og vanilje. Den kan gemmes på køl og serveres med is og danskvand.

Du kan også lave mirabellemarmelade med kardemomme, som er en god måde at få glæde af frugterne lidt længere. Marmeladen passer både til morgenbrød, yoghurt og ost.

Men står desserten øverst på listen, er denne tærte med mirabeller en enkel måde at gøre de små sensommerblommer til noget lidt særligt uden en lang ingrediensliste eller en besværlig dej.

Tærte med mirabeller som tarte tatin med karamelliserede mirabeller og sprød butterdej

Tærte med mirabeller

Nem tærte med mirabeller som tarte tatin med sprød butterdej og karamel. Server den lune mirabelletærte med vaniljeis eller creme fraiche.
Print opskrift
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Antal 4 personer
Ret Bagværk, Dessert
Køkken Dansk
Keyword kage, mirabeller, tærte, vanilje

Ingredienser

  • 400 gram mirabeller
  • 1/2. citron
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 90 gram sukker
  • 35 gram smør
  • 1/2 tsk vaniljesukker
  • 1 rulle butterdej
  • Vaniljeis eller creme fraiche til servering

Sådan gør du

  • Skyl mirabellerne, halvér dem og fjern stenene. Læg dem i en skål og tilsæt vaniljesukker og citron, og lad dem marinere, indtil de skal bruges.
  • Kom sukkeret på en ovnfast pande på cirka 22-24 cm. Smelt sukkeret ved middel varme, til det bliver gyldent.
  • Tilsæt smør og rør forsigtigt rundt. Pas på, at sukkeret ikke brænder på.
  • Tag panden af varmen og fordel mirabellerne tæt i karamellen med skærefladen nedad. Gem en håndfuld mirabeller, som bruges til serveringen.
  • Læg butterdejen over mirabellerne og fold kanten forsigtigt ned langs siden af panden.
  • Bag tærten ved 200 grader almindelig ovn i cirka 20-25 minutter, til butterdejen er gylden og sprød.
  • Lad tærten stå i cirka 5 minutter.
  • Læg en stor tallerken over panden og vend tærten hurtigt rundt.
  • Server den lun med vaniljeis eller creme fraiche og de friske, marinerede mirabeller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering